På klubmødet den 8. december 2025 havde Tønder Rotary Klub besøg af Melanie Philipp, der er præsident for Rotex distrikt 1461. Melanie der bor i Visby og til dagligt går på Det Blå Gymnasium i Tønder gav et indblik i Rotex’ arbejde og netværk, ligesom hun delte egne erfaringer som udvekslingsstudent i Brasilien.
  
Udvekslingsstudent i Brasilien
I 2022/2023 var Melanie udvekslingsstudent i Brasilien udsendt fra Rødekro Rotary Klub. Hun blev inspireret til turen fra sin onkel fra Skærbæk, der også havde været udvekslingsstudent igennem Rotary i 2000.
Tønder Rotary Klub har pt. Luna fra Skærbæk udsendt som udvekslingsstudent til netop Brasilien.
Melanie fortalte om mange gode oplevelser fra turen, men også sproglige udfordringer i et land, hvor kun 2% af befolkningen taler engelsk. Hun deltog i ugentlige klubmøder i den lokale Rotary klub, distriktskonferencen, Rotary 100 år og flere velgørenhedsarrangementer med uddeling af bl.a. julemad og legetøj. Ligeledes deltog hun i et arrangement med oplæring af børn i tandbørstning. På turen mødte hun også udvekslingsstudenter fra Danmark, Norge og Sverige.
Udvekslingen indeholdt flere ture, ofte med store afstande, med utrolige oplevelser, både historiske, naturmæssige og kulturelle, en 30 dages tur på norøstkysten, tur til Amazonas med overnatning på båd i 10 dage, bytur til storbyen Rio de Janeiro og VM i fodbold. Sprogmæssigt lærte Melanie at tale flydende portugisisk uden accent, og turen har givet hende mange erfaringer og oplevelser, som hun har taget med sig.
Om Rotex
Melanie gav et godt indblik i arbejdet og aktiviteterne i Rotex, der er en international organisation for tidligere Rotary Youth Exchange (RYE) studerende, der fungerer som en bro mellem nuværende og fremtidige udvekslingsstuderende og Rotary. De bruger deres egne erfaringer til at støtte, mentorere og inspirere de nye generationer, mens de holder dem engageret i Rotary-familien, i modsætning til Rotary, som er de voksne medlemmer, der driver udvekslingsprogrammet og mange andre serviceprojekter. Rotex-medlemmer (også kaldet "alumni") hjælper med at vælge studerende, organisere arrangementer, give briefinger og personlig vejledning og støtte til udvekslingsstudenter igennem mentorordningen.
I distrikt 1461 har der i indeværende år været afholdt forskellige arrangementer og senest i denne weekend københavnertur, hvor 22 ud af 24 af distriktets nuværende udvekslingsstudenter deltog, herunder Luna fra Taiwan fra Tønder Rotary Klub. Der var besøg i bl.a. Tivoli.
Efter udvekslingen til Brasilien besluttede Melanie i 2023, at hun gerne ville bidrage med sine oplevelser og erfaringer fra turen og meldte sig derfor ind i Rotex. Hun vil også gerne fremadrettet bruge sine erfaringer herunder sprogkundskaber i bl.a. spansk fra gymnasiet og portugisisk tillært på turen. Aktuelt arbejder hun i Johannes Kaffebar i Tønders gågade, hvor hun allerede har haft brug for sine sprogkundskaber med betjening af en brasiliansk familie. Ligeledes er hun også mentor for tre brasilianere, der pt. er udvekslingsstudenter i Danmark.
Om Tønder Rotary Klub
Tønder Rotary Klub er en del af det globale Rotary International, et netværk af ledere og specialister, der tager samfundsansvar og gør en forskel gennem humanitær indsats og høje etiske idealer, lokalt såvel som internationalt.
For yderligere oplysninger kontakt
Counsellor for Rotary Tønder, Palle Guldbrandsen mobil 23 74 93 47
Præsident for Rotary Tønder, Sonja Miltersen mobil 20 48 36 08
Præsident for Rotex distrikt 1461, Melanie Philipp mobil 28 57 26 58